Nordgrønland henligger i vinterens slagskygge. Solopgang glider over i solnedgang uden at nogen dag bliver til. Men når solen nærmer sig i horisonten, begynder havet at gløde, og den sydlige himmel opdeles i flere lang farver. Rød, orange, grøn, gul, dyb blå. Her er koldt, minus tolv og  faldende, men jeg er holdt op med at fryse. Med kulden følger højtryk og nordlys. Nogle aftener står det urokkeligt som lys fra kolossale projektorer, andre gange blafrer det, bølger, changerer i grønt, blåt, hvidt. Det kaldes ”boldspil”. Det er de døde der spiller bold med et hvalroskranie.
En aften da jeg går op i højlandet bag ved bygden, får jeg et syn. Op over en lav åskam nogle hundrede meter væk strømmer et sølvblankt lys, og mellem strålerne farer skyggerne af små travle skikkelser frem og tilbage. Jeg klatrer op på toppen af åsen, for jeg er nødt til al forsikre mig om at der ikke ligger et strålende oplyst fodboldstadion på den anden side. Men der er selvfølgelig ikke noget, andet end den spillende himmel over mig og den lysreflekterende sne under mig. En kan se fjeldtoppe hundrede kilometer mod nord, fjorden nedenfor hvor jeg står, hver eneste detalje i landskabet, tydeligt som på et kobberstik.
Det er dette man kalder mørketid.

Kim Leine,  Kalak, Gyldendal, 2007, 2013